Lis Brauer, 84.

Det er svært at blive alene, når man har været to om alting i så mange år.
Min mand døde for syv år siden efter 53 års ægteskab. Vi plejede at bruge byen meget; gå på museer, gå ud at spise frokost og sådan noget. Det er svært at gøre alene. Vi var meget tætte og blev kun tættere, da vi mistede vores første barn en time efter fødslen. Den slags fører enten par nærmere eller skubber dem fra hinanden. Vi var heldige, at det var førstnævnte i vores tilfælde.

Senere fik vi to børn, og nu har jeg fire børnebørn og et oldebarn på to år. Det er dejligt at have sådan en størrelse i familien igen. Jeg bruger meget tid med min ene søn og svigerdatter. De købte min mands og mit hus for et par år siden. Det var dog ikke det hus, min søn voksede op i. Vi boede tre forskellige steder i Højbjerg: Først købte vi det, vi havde råd til, så det, vi havde brug for, og så købte vi det, der passede til os igen. Nu er jeg flyttet ind til byen. Det gør det nemt at mødes med min familie og veninder, selvom veninderne er blevet lidt kedelige siden corona. Det kan være, jeg må finde mig nogle, der er yngre.

Jeg har 25-års jubilæum for min pension i år. Min mand og jeg var nemlig heldige at kunne gå på efterløn som 60-årige. Jeg arbejdede som kontorassistent, og jeg har aldrig været ked af at gå på arbejde. Men jeg har nu heller ikke savnet det, siden jeg holdt.

Jeg har altid holdt mig aktiv, og da vi gik på pension, begyndte vi at spille meget golf. Desværre smadrede jeg min albue, så den ikke længere duede til det. Så begyndte jeg i stedet på yoga og gymnastik, men nu gider jeg altså ikke længere at gå til noget af den slags. Efter den her samtale skal jeg ud at spise frokost med to af mine niecer. At være alene bliver nemmere og nemmere, men det bliver aldrig nemt.